Prosa
Trabi-story af Bo Lille Hjulene sang en sær ny melodi imod vejens cement. En sang om et verdensbillede i opbrud. Tøbruddets sang. Han kunne lide den rytme. Det var sangen om frihed. Han satte sig lidt bedre til rette i sit ubekvemme sæde og nød lyden: Østlige dæk imod vestlig Autobahn. Hvor mange år havde han ikke drømt om at opleve dette, og hvor han dog nød denne symfoni af velvilje! Disse heftige dage med alle deres rekorder og forandringer havde været en euforisk oplevelse: Udlandet! Vesten! Det lukkede land, som nu endelig lå åbent for hans fødder. Det var duften af den store verden, et løfte om luksus, om lykke, der blot lå dér med en stor lyseblå sløjfe om og ventede på at blive pakket ud. Mercedes-stjernen som viste vej til frihedens templer. Han følte sig som en ørn, der havde været stækket og indespærret i hele sit liv, og nu pludselig som ved en højere magts indgriben havde fået kraft til at flyve over sin indhegning og langt, langt væk, op til de oplevelser den var født til. Op i friheden. Og hvor var det dog en god ide, at vesttyskerne havde kåret Trabant til årets bil, "das Auto der Freiheit". Han klappede sin lille totakter på instrumentbrættet: "Min lille langsomme ven", sagde han for sig selv, imens han smagte på ordene. Det havde varet seks-syv år, før han havde kunnet få sin lille bil, en ydmygende ventetid. Andre havde fået lov til at springe over i køen, men han var ikke højt på strå i partiet eller sådan noget. Bare helt almindelig. Altså: Om bag i køen. Partifolkenes Wartburg'er, Volga'er og Volvo'er kunne han kigge langt efter. Og Egon Krenz' berømte Jaguar havde han endda aldrig så meget som set. Der er forskel på folk. Proletariatets diktatur! Ha! "Mein Trabi!" Han smagte en ekstra gang på ordene. Så strøg han atter hen over instrumentbrættet på Frihedens Bil. Denne gang med et anstrøg af irritation: Undertrykkelsens bil! Berøringen afsluttedes med et ærgrelsens dask. For hvem kan glemme et livs ydmygelser ....... | Min venstre fod af Bo Lille Jeg var meget opsat på ikke at komme for sent, så jeg viftede ad den første taxi, der kørte forbi. Jeg greb hurtigt i dørhåndtaget, flåede døren op og satte mig ind på bagsædet med ordene: "Til stationen!" Han begyndte at køre, og jeg smækkede hurtigt døren i. "Aauuu, for saaa...!" Min venstre fod.... Det gjorde faneme ondt i min venstre fod, og hvor var den egentlig? | |
Kontakt BO LILLE på tlf. 26735208, Lupinstien 9, |